«Lægernes haandskrift har efter traditionen et daarlig ord paa sig – slurvet, utydelig, ulæselig. At farmaceuten i regelen tolker den rigtig, heldigvis, skyldes vistnok ikke mindst den omstændighet at recepternes ordforraad er saa vel begrænset.
I The Lancet for 1ste mai tar en indsender, medicinsk eksaminator og «consulting physician», dette haandskriftspørsmaal under behandling, med utgangspunkt i sine egne bedrøvelige erfaringer.
Han har faat breve fra læger, hvis haandskrift, særlig underskriften, har været saa vanskelig at tyde, at han har maattet klippe navnehieroglyffen ut og klistret den utenpaa til svarbrev, i et stille haab om at postvæsenet paa vedkommendes hjemsted maatte kunne tyde den.
Mange medicinske studerende fører en saa daarlig haand, klager indsenderen, at skriftlige eksamensopgaver delvis har været helt ulæselige, og selvfølgelig maa dette ha indflydelse paa den opmerksomhet og velvilje, hvormed eksaminatorene gjennomgaar dem. Ogsaa den litet hensynsfulde og meget upraktiske bruk av ordforkortelser er en uskik, som han paataler.
Et av de britiske eksamenskollegier gir i henhold til sit reglement en daarlig karakter for opgaver som præsenterer sig med en særlig slem haandskrift.
Men da kandidaten ikke samtidig gjøres opmerksom paa grunden til denne lavere karakteransættelse, vil denne foranstaltning ikke ha nogen virkning til at forbedre vedkommendes eller andres karakterer.
Mange av disse meget elendige skrivere kunde i kort tid forbedre sin haandskrift ved et kursus hos en skrivelærer. Og for at fremtvinge en bedring i forholdet foreslaar indsenderen at eksamenskommisionerne skal indmelde navnene paa de kandidater, som har bestaat sin eksamen, men har en særlig umulig haandskrift, til medicinaldirektoratet, hvor deres diplomer (licentia) blir at tilbakeholde, indtil de dokumenterer, at de kan skrive læselig.
Red. av The Lancet nævner ogsaa at forsikringsselskaper har hat ulemper ved lægers forkludrede haandskrift.
(At ogsaa norske lægers haandskrift kan lide av visse svakheter skal ikke benegtes, om end medicineren for tiden i regelen fører en vakrere og tydeligere haandskrift end i tidligere dage. Dog har ref. under et fleraarig arbeide i medicinaldirektørens kontor, gjentagne ganger maattet opgi at fortolke vedkommende læges underskrift, og først blir i stand til at identificere vedkommende ved i lægefortegnelsen at undersøke navnene paa de paa vedkommende hjemsted boende læger, og saa per exclusionem at stille diagnosen).»
