Læge-patient kommunikation

Gennem de senere ca. 20 år har der været et tiltagende antal publikationer, hvor kommunikationen mellem læge og patient er blevet gjort til genstand for undersøgelse. Interessen har været stimuleret dels af en teoretisk nyorientering, hvor en såkaldt biopsykosocial forståelse har afløst en biomedicinsk forståelse, og dels af tekniske og metodiske nyvindinger som forbedret audio-visuelt udstyr og manualer for systematisk registrering af kommunikationen. Tidligere undersøgelser har ofte fundet signifikante relationer mellem bestemte aspekter af konsultationen og forskellige udkomme mål (for eksempel tilfredshed og angst), men disse relationer har ikke i samme grad manifesteret sig i større randomiserede studier. Aktuelle afhandling baserer sig på den hypotese, at tidligere undersøgelser ikke i tilstrækkelig grad har taget højde for patienters forskellige behov, afhængig af for eksempel deres karaktertræk, diagnose og tidligere kendskab til lægen.

To randomiserede eksperimentelle undersøgelser blev gennemført for at teste betydningen af karaktertræk hos patienter. Konsultationerne blev taget op på video og kodet med hensyn til indhold efter et internationalt anerkendt kodningssystem. I første undersøgelse deltog 41 kvindelige studenter, med mindre somatiske plager. Kvinder med høj generel angst var signifikant mindre tilfredse og mere anspændte efter konsultationer, hvor lægen efterspurgte følelsesmæssige oplevelser, og selv i højere grad gav følelsesmæssig respons, mens omvendt kvinder med begrænset angst responderede positivt på en sådan kommunikationsstil fra lægen. I undersøgelse nummer to deltog 65 kvinder med fibromyalgia. Kvinder med alexithymi var signifikant mere tilfredse efter konsultationer, hvor lægen i høj grad gav verbalt udtryk for en accepterende og forstående holdning, mens aktivering af stress (målt ved cortisol-niveau i spyt) blev forlænget, hvis lægen stillede mange spørgsmål om følelsesmæssige forhold. Tilfredshed hos patienter uden alexithymi var derimod primært afhængig af tilstrækkelig med tid i konsultationen. I en tredje studie blev 52 patienter med hæmatologiske sygdomme fulgt i op til 9 måneder for at undersøge ændringer i kommuniaktion over tid. Initialt var næsten al kommunikation rettet mod biomedicinske forhold, mens senere konsultationer indeholdt forholdsvis mere såkaldt socio-emotionel kommunikation. Modsat i de initiale konsultationer var der i de senere signifikant forskel i lægernes kommunikation, afhængig af hvor alvorlig patientens sygdom var.

Afhandlingen bidrager metodologisk til forskningsfeltet ved, som noget nyt, at gennemføre eksperimentelle analoge studier med kvantifisering af indholdet af kommunikationen mellem læge og patient. Studierne understøtter hypotesen om, at visse karaktertræk hos patienter har betydning for deres respons (tilfredshed og stressniveau) på en given kommunikationsstil fra lægen. Afhandlingen understreger også betydningen af at skelne mellem initiale diagnostisk afklarende konsultationer hos specialist og senere opfølgningskonsultationer.