Haakon Lindekleiv har skrevet en udmærket artikel i Tidsskrifter nr. 24/2005 om de norske lægers forståelse af medicinerlatin (1). Han konkluderer, at de norske læger har utilstrækkelige kundskaber i dette emne. Samtidig foreslår han, at alle fire universiteter får et obligatorisk undervisningsprogram. Jeg vil gerne fuldt ud støtte Lindekleivs forslag om, at alle universiteter i Norge følger op med et kursus på 26 timer i latin, som man har ved Universitetet i Bergen.
Fra mit virke som universitetslærer ved det medicinske fakultet i Tromsø fra 1981 til 2002 har jeg erfaring for, at ovenstående minimumskrav for medicinske studenter er yderst påkrævet – al den stund såvel medicinerstudenter som alt for mange læger tilsyneladende har en nok så mangelfuld viden indenfor dette vigtige felt. Lad mig nævne et par eksempler fra Tromsø: I sagslister figurerede ordet ad med et punktum efter d, man blev opfordret til at sende sit vitae (i stedet for curriculum vitae), ligesom kun ganske få var fortrolige med Romertallene. Det er ikke kun bagateller, det drejer sig om. Den internationale kommunikation indenfor medicin er fortsat baseret på latin, så længe vi tænker på den vestlige verden.
Lad os håbe, at universiteterne i Oslo, Tromsø og Trondheim vil inkludere undervisning i medicinerlatin, og som et minimum på Bergens niveau.
Den romerske historieskriver Titus Livius, som levede fra 59 f.v.t. til 17 e.v.t. skrev periculum in mora, dvs. det er farligt at tøve.
