I 1909 ble en stor internasjonal leprakonferanse avholdt i Bergen. Tidsskriftet gjenga et omfattende referat ved dr. Kristian Grøn (1855 – 1931) (1909; 29: 786 – 92, 836 – 44). En av de store stjernene som var til stede var den engelske kirurgen Jonathan Hutchinson (1828 – 1913). Men referenten kunne styre sin begeistring.
Fra den 2den internationale videnskabelige Leprakonference
Hæderspræsidenten, den gamle sir Jonathan Hutchinson, som i juni fyldte sit 81de aar, nød den estime, som hans alder og tidligere daadrike løpebane med fuld føie maatte berettige ham til ; men om han vandt nye proselyter for sin bekjendte «fish eating theory», som heller ikke i hans eget hjemland nyter synderlig anseelse, turde vel være mere end tvilsomt. Han utdelte med rund haand et stort antal eksemplarer av sin «the leprosy and fish-eating» (London 1906, 420 sider) og holdt ogsaa i slutningsmøtet et foredrag, som konkluderte med, at 1) at lepra ikke er smitsom, 2) at den spredes ved fødemidlerne og 3) at isolationsforanstaltninger er næsten absolut unyttige, men at de vigtigste midler til at bringe lepra til at ophøre ligger i stor omhyggelighet med hensyn til den fisk, som nytes, og bruk av salt i stor utstrækning, hvori indgaar ophævelse av al avgift paa salt. Naar jeg senere kommer til at tale om de av konferencen fattede resolutioner, faar man et levende indtryk av, hvor litet hensyn der tokes til Hutchinsons teori.
