I Tidsskriftet nr. 19/2011 skrev Erlend Hem en interessant leder om de nye elektroniske tidsskrifter (1). Han skriver, at han endnu ikke har fået afvist en artikel i et elektronisk tidsskrift, og til det må man selvfølgelig gratulere. Jeg hører til i en anden gruppe, hvor jeg flere gange har fået afvist artikler i de elektroniske tidsskrifter. For nylig afviste BMC Anesthesiology en af vores artikler, og de anbefalede så, at vi sendte den til BMC Research Notes, som helt sikkert ville tage den. BMC Research Notes afviste den dog også. En anden artikel fra min gruppe blev for nylig afvist af PLoS Medicine. Så påstanden om, at de elektroniske tidsskrifter publicerer alt hvad de får, blot for at øge profitten, er ikke korrekt. Mange af de elektroniske tidsskrifter har også en impact factor (PLoS Medicine = 15,6), som skal plejes, så selvfølgelig foregår der en relevant og grundig kvalitetsvurdering i samtlige redaktioner. At påstå det modsatte er ikke fair overfor de hårdt arbejdende redaktører og bedømmere.
Erlend Hem skriver, at man i de elektroniske tidsskrifter accepterer mange manus pga. den elektroniske publiceringsform, hvor omkostningerne skulle være næsten nul. Dette er ikke korrekt. Alle elektroniske tidsskrifter har også sidebudgetter, hvor der er omkostninger til redaktion, sprogbehandling og sats samt web-relaterede udgifter. Det eneste man sparer er papir og porto.
Jeg er bl.a. redaktør for Danish Medical Bulletin, som er et elektronisk tidsskrift og open access, dvs. gratis at læse. Financiering af omkostningerne kommer fra den danske lægeforening (dvs. medlemskontingent) og fra publiceringsgebyr fra udenlandske forfattere. Dvs. danske forfattere betaler ikke publiceringsgebyr, hvis de er medlem af lægeforeningen. Og jeg kan på det kraftigste garantere, at kvalitetsvurderingen af artikler fra udlandet er fuldstændig den samme som for de danske forfattere. Man kan ikke være redaktør og så se bort fra de normale kriterier for accept/publikation af en artikel.
Erlend Hem antyder, at interesserne for tidsskriftets ejere går frem for interesserne for redaktøren. Dette er imod Vancouvergruppens retningslinjer (2), hvor man netop betoner «editorial freedom» som noget helt centralt. Hvis man er redaktør og går på kompromis med kvaliteten udelukkende pga. et økonomisk pres fra tidsskriftets ejere, så bør man finde sig et andet job.
