Old Drupal 7 Site

H. Lund og medarbeidere svarer:

Hans Lund, Gro Jamtvedt, Monica Nortvedt Om forfatterne
Artikkel

Mange tak for kommentaren til vor artikel om kunnskapsbasert forskning (1).

Kunnskapsbasert forskning er et begreb etableret med henblik på at forbedre kvaliteten af den forskning der gennemføres og publiceres. Forudsætningen for god kvalitet i forskning er at forskningsaktiviteten bidrager med nødvendig ny viden, ikke nye spørgsmål. Et forskningsresultat bør kunne reproduceres inden vi i praksis endeligt vælger at følge forskningsresultaterne. Det betyder selvfølgelig at det samme spørgsmål forsøges besvaret flere gange for at vi kan være sikre på at resultatet ikke er en enlig svale, men er troværdigt og holdbart. Forudsætningen for gennemførelse af systematiske oversigtsartikler er netop også at der findes flere studier der søger svar på det samme spørgsmål. Udfordringen er dog at vide hvornår nok er nok. En af de pointer vi ønsker at slå til lyd for med begrebet kunnskapsbasert forskning er netop at udvikle metoder til at finde en troværdig grænse for hvornår der er nok studier der har forsøgt at svare på et bestemt spørgsmål. Til gengæld vil denne indfaldsvinkel kunne give os mulighed for at blive mere specifikke i vore forskningsspørgsmål. Et nyligt publiceret studie viser fx at allerede i 2002 var vi klar over at fysisk træning kan mindske smerter og forbedre funktionen hos personer med artrose i knæet/ene (2). Senere studier der forsøger at svare på om træning er effektiv synes derfor overflødige (dem er der nogen stykker af indenfor dette felt). Men vi kan dog ikke på baggrund af de studier identificere hvilke subgrupper der har bedst effekt, hvilke træningsformer der har bedst effekt eller hvilken dosis der er den mest optimale. Dette er nye forskningsspørgsmål som skal besvares, omend de selvfølgelig relaterer sig til det oprindelig spørgsmål om træning er godt til personer med artrose i knæ.

Copernicus, Vesalius og Galilei stillede spørgsmål som man mente var besvaret. Imidlertid var deres specificering af spørgsmålene og metoderne de anvendte at besvare dem med nye og bidrog derfor med ny viden.

Kunnskapsbasert forskning er ikke at finde på nye spørgsmål, men på baggrund af helheden af den eksisterende viden formulere de relevante spørgsmål.

Anbefalte artikler