Lisbeth Bang: «Buret inde». Akrylcollage. Foto Lill-Ann Chepstow-Lusty
Det er vanskeligt at snakke om følelser og oplevelser på tværs af de vedtagne. Det føles tungt at møde modstand. Modstand indeholder mer end saglig uenighed, og folk viser modstand på ulige måder. Ord kan mødes med manglende reaktion. Det sagte eksisterer ikke. Eller henvendelsen rubriceres, får en mærkat og lægges væk som færdigbehandlet.
Budskaber som vækker modstand kan med fordel formidles på anden måde end gennem argumentation. Den kunstneriske form kontakter modstanden på andre præmisser. Et kunstnerisk produkt har den fordel at det udarbejdes i ro og koncentration, og omverdenens reaktion tager ikke fokus for ens opmærksomhed. På samme måde får betragteren en anden frihed sammen med et billede end med den talende person og kan vælge hvad han tager ind af oplevelse, information, association, betydning og refleksion.
Buret inde viser to kvindefigurer i samhandling. Den ene dobbelt så stor som den anden. Hun fremstår vital, rødgylden, frodig og sender fugle som farvestrålende budbringere. Den anden – mager, farveløs og stram – sidder fastlåst omgærdet af yrkets remedier. Kvindens udgave af lægerollen adskilt fra sin kvindelighed. Rummet er flydende som i bevægelse.
Lægegerning er traditionelt opfattet som mandsarbejde. Vil en kvinde accepteres som ligeværdig læge af mandlige kolleger og af helsesystemet må hun nedtone sin kvindelige form. Det er vanskeligt selv i tilpasset udgave at få indpas i de fleste specialiteter og i ledende stillinger. De som har goderne, er uvillige til at dele, og de som har magt til at bestemme, regner fortsat ikke en kvinde som et lige værdifuld og selvsagt valg som en mand. Hun er et andet slags menneske. Hun er sit køn, hvorimod en mand har et køn. Den mandlige læge er problemfrit også en mand.
Manglende ligestilling og ligeværd er dokumenteret. Det er ikke mulig at snakke sig udenom.
