Retterstøl, Nils A.
I grenseland
Fra en psykiaters liv. 352 s, ill. Oslo: Damm, 2003. Pris NOK 329
ISBN 82-517-7379-0
Nils Retterstøl tilhører generationen af psykiatere der med stolthed og selvbevidsthed tager deres fag seriøst som klinisk såvel som videnskabelig disciplin; før psykiatrien og psykiateren forsvandt ind i godtkøbssnak, føleri, egoumbilical fascination, social romantisk forståelse og managementterminologisk politisk korrekthed. Hædersmanden Nils Retterstøl vover med I grenseland. Fra en psykiaters liv den uhyre vanskelige autobiografiske disciplin.
Han har fået hjælp af journalisten Jørn-Kr. Jørgensen. Bogens første halvdel er en kronologisk gennemgang af 50 års norsk psykiatri set med Nils Retterstøls øjne, sidste halvdel er en behandling af forskellige for psykiatrien relevante temaer.
Efter at have læst bogen til ende er dens målgruppe fortsat denne anmelder uvis. Den kortfattede kronologisk refererende form giver opfattelsen af personlig huskeliste. De mange navne – de fleste en ikke-nordmand ubekendte, et endeløst antal skønmalerier som «…ingen problemer … bare velvilje», «vi samarbeidet … knirkefritt», «… viste en sterk positiv innstilling … ga verdifulle bidrag», «… en udelt positiv samarbeidsvilje» og den ofte omtalte store «… innsats…også internasjonalt» som alle disse mennesker har bidraget med, peger på de gamle kammerater som målgruppe. Sproget – især når talen er om psykiatriske sygdomme, deres symptomatologi, diagnostik og behandling – er folkebogens, skrevet for Ola Nordman, medens en god del af billedmaterialet og omtalen af personlige forhold måske af blufærdighedsmæssige grunde skulle være forblevet familiens private erindringsgods.
Når bogen trods dette forsøg på at skrive for en al for bred og diffus målgruppe er værd at læse, også for en ikke-norsk psykiater, skyldes det at Nils Retterstøl som medlem af den eksklusive gruppe af psykiatere, hvis læsning og tænkning ikke er begrænset af sprogligt armod og management-forsimplinger har mod og klarsyn til med befriende politisk ukorrekthed at formulere en mængde absolutter der dukker frem jævnt hen gennem bogen:
«… alle pasienter bør ha anledning til at møte afdelingens sjef …»
«Alle pasienter må ha rett til å få samtale med overordnet lege, en specialist i psykiatri …»
Om dem der flirter med tanken om at medicin fratager psykiatrisk syge muligheden for at «gjennomleve psykosen og komme bedre ut på den andre siden»: «Fader, forlat dem, for de vet ikke hva de sier»
«Psykiatere steller med dødelige sykdommer. …våre disposisjoner i behandlingen kan avgjøre liv og død».
Om psykiatrisk syge med misbrugsproblemer: «Jeg tror ikke helsevesenet har følt ansvaret sterkt nok overfor disse ungdommene …»
Om hasj: «…Stoffet er farlig…»
Om etiske regler: «De nye retningslinjerne gjør at etterundersøkelser av psykotiske pasienter fra Norge ikke lenger vil være i toppklasse.»
«Pasienter med dobbeltdiagnoser er en gruppe som blir stemoderlig og utilfredsstillende behandlet.»
«…Fysisk fostring har vært sterkt forsømt i psykiatriske sykehus.»
Om distriktspsykiatri: «Det er et godt prinsipp, men det negative er spredningen av ekspertisen»
«Det er en frykt for at politikere og byråkrater har gjort seg sterkere gjeldende i planleggingen enn fagfolk, og at distriktspolitikken er blitt viktigere enn fagligheten.»
«I dag sitter sinnslidende i fengsel, mens sykehusene vegrer seg for å ta inn potensielt farlige pasienter.»
Og til de lægechefer der fortsat har ambition om og mod til at understrege læge i deres titel, kan det stærkt anbefales at læse om konfrontationerne mellem på den ene side bureaukrater og politikere og på den anden Nils Retterstøl forud for sidstnævntes tiltrædelse som lægechef i Bergen.
Bogen indeholder et indeks, en brugbar litteraturliste samt Nils Retterstøls publikationsliste.
