Old Drupal 7 Site

Skjønnlitterært om psykiatri

Anne Lindhardt Om forfatteren
Artikkel

Vaglum, Per

Den første pasienten

Fortelling om et avgjørende møte. 160 s. Stavanger: Hertervig Forlag, 2004. Pris NOK 249

ISBN 82-92023-194

Per Vaglum har atter skrevet en skjønnlitterær fagbok, en charmerende og pædagogisk bog, med titlen Den første patient.

 Bogen er velegnet som læsning for den unge læge, der overvejer hvad psykiatrien egentlig handler om, men også for mange andre der ønsker et indblik i det tilsyneladende mystiske univers, hvor ord og fortællinger kan helbrede. I fiktionens narrativ berettes om en patient, en velfungerende lektor, som efter en heltemodig optræden under et bankrøveri, hvorunder han pådrager sig en alvorlig hjernerystelse, får en psykotisk depressiv reaktion, hvor traumer fra fortiden blander sig med hans handlinger i nutiden. En ung kvindelig psykiater bliver sat på den opgave at vurdere og behandle ham. Hun, der er usikker på om hun overhovedet tør blive psykiater, fascineres af det menneske hun møder og den livsberetning der langsomt rulles op i deres korte, men regelmæssige møder. Hun har aldrig før haft en psykoterapi patient, men har det held dels at hun har talent for opgaven, og dels at hendes vejleder, en ældre kvindelig rollemodel har god tid og kan yde hende vejledning, når som helst hun har brug for det. Situationen er således ideel for at kunne etablere en egentlig psykoterapeutisk kontakt. Parallelt med patientens historie oprulles den unge læges historie som den aktiveres af overføring/modoverføringsrelationen. Undervejs indskyder forfatteren teoretiske kommentarer der beskriver vigtige elementer i psykodynamisk orienteret psykoterapi.

Bogen skal læses som roman, pædagogisk bygget op, og tydelig i sin demonstration af hvordan den unge læge reagerer, hvordan den ældre læge reagerer og hvordan patienten reagerer. Den er velskrevet, elementært spændende og klog at få forstand af.

Undervejs smiler anmelderen lidt ved sig selv, som en erfaren psykoterapeut, for begge historier er næsten for gode til at være sande, og det går enestående glat og hurtigt at få dem oprullet, samtidig med at bogen rummer et element af action (eller acting out). Men optimistisk er den i sin grundholdning, og kan kun stimulere unge læger til at gå ind i et fag der både kræver lægefaglig og menneskelig viden.

Læs bogen, nyd den som en fortælling og vid at det ikke altid går helt så let som bogen beskriver.

Anbefalte artikler