Old Drupal 7 Site

Ny lærebok i psykiatri

Merete Nordentoft Om forfatteren
Artikkel

Kringlen, E.

Psykiatri

9. utg. 634 s, tab, ill. Oslo: Gyldendal Akademisk, 2008. Pris NOK 545

ISBN 978-82-05-38785-0

Einar Kringlen har udgivet niende udgave af Psykiatri. Målgruppen er alle med tilknytning til psykiatrien, medicinske studenter, læger, sundhedspersonale, administratorer og politikere. De 31 kapitler dækker et bredt spektrum inden for psykiatrien. Bogen er velskrevet og lettilgængelig med hensyn til sprog og opbygning. En række illustrationer, tabeller og figurer, bidrager til at formidle budskaber klart og overskueligt.

Bogen indledes med et grundigt og farverigt kapitel om psykiatriens historie, som vel næppe kan betragtes som pensum for de studerende, men som bidrager til at give bogen dybde. Alle de kliniske kapitler indeholder malende vignetter, der på pædagogisk vis illustrerer sygdomstilfældene. For at udfylde funktionen som klassisk lærebog, kunne man ønske sig, at de diagnostiske kriterier indgik eksplicit i de kliniske kapitler, at differentialdiagnostik blev omtalt systematisk, og at der blev nævnt eller optrykt eksempler på skalaer til bedømmelse af sværhedsgrad af forskellige psykopatologiske fænomener. Evidensbaseret medicin omtales indledningsvist, og denne tilgang inddrages sporadisk senere i bogen. I forbindelse med de enkelte interventioner, der nævnes i de forskellige kapitler er der kun i beskeden grad overvejelser over hvilken grad af evidens, der er for den pågældende intervention, og det er ikke overbevisende at forfatterens personlige erfaringer, kasuistiske beretninger og mindre undersøgelser af ældre dato nævnes uden vægtning i flæng med omtalen af store randomiserede forsøg.

Kapitlerne om personlighedsforstyrrelser og misbrug skal fremhæves som særligt informationsmættede, klare og pædagogiske. Kapitlet om epidemiologi er velskrevet og interessant, men omhandler næsten udelukkende undersøgelse af forekomst af forskellige sygdomsmanifestationer, mens de muligheder for ætiologisk registerbaseret forskning, som ligger i den moderne epidemiologi knapt nok berøres. I kapitlet om forebyggelse kunne man ønske sig, at de forebyggelsesperspektiver, der tegner sig i den aktuelle ætiologiske forskning blev inddraget.

Det er imponerende, at en enkelt person kan overskue hele det psykiatriske felt og præsentere en sammenhængende og stort set opdateret fremstilling af alle områder indenfor psykiatrien. Ikke desto mindre ville bogen formentligt vinde i opdatering, overblik og klarhed ved at overgå til at være en antologi, således at professionelle med absolut spidskompetence blev forfattere til hver deres kapitler.

Bogen kan anbefales til medicinstuderende, alment praktiserende læger, læger under specialistuddannelse i psykiatri. Den er skrevet i et letlæseligt sprog, og fremstillingen er pædagogisk, og bogen kan dermed også anvendes af andre faggrupper, patienter og pårørende.

Anbefalte artikler