Karterud, S
Wilberg, T
Urnes, Ø.
Personlighetspsykiatri
538 s, tab, ill. Oslo: Gyldendal Akademisk, 2010. Pris NOK 685
ISBN 978-82-05-39210-6
Denne nye lærebog er skrevet af tre overlæger fra Avdeling for Personlighetspsykiatri ved universitetssygehuset i Oslo, Ullevål. De henvender sig primært til psykiatere og kliniske psykologer og den prægraduate undervisning i disse fagområder, men definerer sig på omslaget med en appel til en langt bredere læserkreds. Bogen er delt op i fem dele: en bred indføring i det bio-psyko-sociale grundlag for personlighedspatologi, en grundig gennemgang af DSM personlighedsforstyrrelserne (rig på referencer!), personlighedspatologi ved symptomtilstande, en glimrende oversigt over norskoversatte instrumenter til personlighedsudredning samt anvisning af evidensbaserede og ligeværdige behandlingsmetoder af patienter med personlighedsforstyrrelser. Bogen adskiller sig fra andre kliniske lærebøger ved at man giver forholdsvis meget plads til den grundlæggende indføring i teori og begrebsafklaring, et «patchwork» på hele 15 kapitler, som også indbefatter refleksioner om betydning af evolutionsteori og idehistorie for personlighedspsykiatri samt et forsøg på integration af de mange fragmenter. Bedst gennemarbejdet står et fint illustreret kapitel om neurobiologien bag personlighedspatologi. I kapitel om syndromer savner man en gennemgang af personlighedspatologi ved andre tilstande, f.eks. somatisering, generaliseret angst, panikangst, psykogene psykoser («den præmorbide psyke») og tilbagevendende depressioner.
Man retter sig primært mod behandling i sygehusvæsenet, men man kunne med fordel have mere fokus på de retspsykiatriske problemstillinger, den vanskelige patient i almen praksis og i liaisonpsykiatri samt i socialvæsenet, hvor mange patienter med manglende sociale kompetencer forbliver udiagnosticeret og dermed aldrig får et behandlingstilbud.
Overlægerne gør sig på baggrund af deres grundige videnskabelige undersøgelser og lang klinisk erfaring også nogle overvejelser om hvilke ændringer, der kunne være ønskelige i DSM-V og ICD-11.
Dette er en fin dokumentation for det gennem tiderne stærke norske bidrag til international forskning af personlighedsforstyrrelser, som for mange år siden blev initieret af især af Per Vaglum og Svenn Torgersen.
Titlen er næppe set før og er vel fra forfatternes side et ønske om at markere et paradigmeskift, så klinikere bedre kan få øje på «the person behind the illness» og værdien af den nødvendige udredning for personlighedspatologi, også ved symptomtilstande.
Bogen anbefales meget varmt til klinikere, som ønsker en opdatering af, hvad en særskilt akse II i DSM-III tilbage fra 1980 gennem 30 år har affødt af forskning og klinisk erfaring i behandling af personlighedsforstyrrelser og ikke mindst deres sammenhæng med symptomtilstande. Det er prisværdigt, at lægegruppen ved Avdeling for Personlighetspsykiatri fortsat insisterer på at være toneangivende inden for området personlighedsforstyrrelser, som mange steder er «tabt» til psykologgruppen. Bogen leverer fin dokumentation for, hvordan lægens specielle indsigt i psykopatologi, neurobiologi, komorbiditet og kunnen i såvel medicinsk som psykoterapeutisk behandling gør det nødvendigt at fastholde fokus på personlighedspatologi i både den prægraduate og postgraduate undervisning.
