Ericsson, Kjersti
Alene
83 s. Oslo: Forlaget Oktober, 2011. Pris NOK 159
ISBN 978-82-495-0849-5
Sundhedsvæsener har behov for at aftabuere håbets nødvendighed samt døden, sorgen og tabet, og overføre mere viden og empati i hverdagens faglige sammenhænge.
Perspektivet for empati er nu i Norge belyst i selvoplevet, men også kunstnerisk, form af forfatter og kriminolog Kjersti Ericsson (f. 1944), som reaktion på tabet af ægtefællen et år forinden.
Hun skildrer forløbet af ægtefællens mavesækcancer, fra første undersøgelse til hendes sorg og savn. Vægten er lagt på livet som patient og ægtefælle. Beskrivelsen af ægteparrets møde med et – utvivlsomt nødvendigvis, men ikke hensigtsmæssigt fortravlet – sygehusmiljø, afslører næsten ingen empatisk opmærksomhed, uanset at parret befinder sig imellem dødsdom og livshåb. Til beskrivelsens potentielle forebyggelsesgevinst hører også de lange interne ventetimer, og de hierarkisk skabte erfarings- og vidensniveauer: fra yngste hospitalsjunior og sidst til seniorskikkelsen. Afstanden imellem liv-død-spørgsmålet og et vejledende svar gøres dermed hjerteknugende.
Rørende er børnebørnene, hvoraf drengen efter ventrikeloperationen siger: «Du har ingen mavesæk, farfar», hvortil hans lillesøster jublende tilføjer: «Men du har jo rygsæk!»
Datoer, knyttet til dødsfaldet, skaber erindringsblokeringer og uløselige passagemuligheder. Selv ønsket om at bevare den afdødes stemme i et indtalt mobiltelefonsvar viste sig teknisk umuligt, trods mange behjertede forsøg.
Alene bør indgå i sundhedsvæsenets uddannelsesprogrammer, så Kjersti Ericsson kan nå mange af dem, som er daglige aktører i liv og døds eksistentielle perspektiver.
