Endsjø, Elisabeth
Avtrykk
Etterlatte ved selvmord forteller. 156 s, ill. Oslo: Abstrakt forlag, 2011. Pris NOK 265
ISBN 978-82-7935-311-9
Bogen består af korte tekster og en enkelt fotoserie, alle skabt af norske efterladte efter selvmord. Teksterne beskriver livet efter selvmordet, og de efterladte har aktivt brugt skrivning som et redskab til at bearbejde chok og sorg i et forsøg på at forsone sig med tabet.
Udgangspunktet er skriveprojektet «Skabende ressourcegruppe for efterladte efter selvmord», som blev gennemført i 2009. Her medvirkede 13 kvinder og tre mænd i alderen 28 – 70 år. Målet var at udvikle tekster til en bog møntet på andre efterladte efter selvmord, baseret på deltagernes egne erfaringer.
De korte tekster veksler mellem prosa og digt – i et par tilfælde ganske få linjer, sendt som SMS! Mange tekster fylder kun én enkelt side. Denne grafiske enkelhed og variation gør bogen let tilgængelig, og denne tilgængelighed kan være en styrke, hvis man tænker, at læseren ikke leder efter faglitteratur om efterladte og selvmord, men mere efter andre typer ressourcer, de skabende. Projektleder og bogens redaktør, Elisabeth Endsjø, har valgt en forsideillustration af en skulptur af Alberto Giacometti (1901 – 66) – Falling man – og dermed slår hun den skabende tone an. Giacomettis skrøbelige figurer er for hende et billede på menneskets sårbare og vaklende styrke, og det er et godt billede på styrken i bogens tekster, for de pendler alle mellem meget modsatrettede følelser – præcis som beskrevet af Marianne W, der har mistet sin far:
Jeg er trist, men lettet
Jeg er glad, men bekymret
Jeg er utmattet, men håpefull
Jeg er sint, men forstår
Jeg vil ikke synes, men vil bli sett
Se meg
Bogen er ikke for dem, der ønsker enkle opskrifter på, hvordan livet efter selvmordet kan gå videre. Teksterne er smertefuld læsning, og de viser at der aldrig er nogen simpel måde at komme videre på, men de viser også at der er muligt at leve med hele spekteret af stærke og ofte modstridende følelser, og at der er hjælp at hente.
Den er også relevant for fagpersoner, for hvis man som fagperson fornemmer at fx skrivning, tegning, fotografering eller andre former for skabende ressourcer kan komme den efterladte til gavn, så er det en fremragende bog at henvise til.
Gruppens skrivelærer, Merete Morken Andersen, står bag et meget spændende kapitel, hvor hun forklarer om strategien bag dette at finde ord og få ordene til at leve – og om hvad hun gjorde i gruppen, når modstanden mod at skrive dominerede, og deltagerne blev ramt af et indre eller ydre forventningspres.
«At være skabende vil blandt andet sige at klare at rumme og omdanne smertefulde erfaringer til ressourcer, som noget nyt kan blive født af,» skriver hun – og bogen er et godt bevis på hvordan levende ord, enkle og direkte, kan bruges til at omdanne onde erfaringer til noget som kan bruges af andre.
