Iversen, Reidun
Bokstaven før a
99 s, ill. Oslo: Alm Forlag, 2011. Pris NOK 220
ISBN 978-82-998522-0-3
Denne bog har som emne forfatterens selvoplevede kamp for at genvinde livsviljen og -evnen efter en stor sorg, af en styrke som den danske digter Steen Steensen Blicher (1782 – 1848) brugte som bærende sproglig vignet i novellen Hosekræmmeren: «Den største sorg i verden her/Er dog at miste den, man har kær.»
Emnet behandles suverænt gennem kortprosatekster og forfatterens tegninger. Sammen opnår de to kunstformer at belyse en stor sorg eksistentielt, så noget personligt oplevet bliver gjort alment, og dermed skaber en potentiel stor målgruppe, for hvem tab og sorg er tilværelsens fælles grundvilkår.
Forfatterens egen titel, Bokstaven før a, henviser gennem billedteksterne, hvor lang vejen har været fra den sorgfremkaldte dysgrafi og dens skift fra al-fabét til «non-fabét», for at ende ved bogstavernes genvundne stilformer. Meget elegant er tekst og billeders udtryk for forfatterens brug af Bibelens formulering om kristendommens «I begyndelsen var ordet–». Først som en negation, men da livshåbet og den forsigtige livsglæde vender tilbage, bliver det en nyvunden bekræftelse ved omtalen af altergangen i den lokale landsbykirke. Her får termen «Ordet» også sin dybere mening tilbage, væk fra at være et lingvistisk-teknisk overbegreb og til betydningen «Budskabet».
Bogen igennem er forfatterens mentale overlevelse stimuleret af det nævnte «non-fabét», som er sansninger og følelser fra «da du og jeg blev vi». Det er fjeldnaturens dyrelyde og kontrasterende stilhed. Det er også lysets store variationer, årstidernes skiften, bondemadens tidløse kvaliteter, og endog barokmusikken i Bach’s værker, der som i forfatterens egne blandede udtryksformer – rummer store muligheder for at føre sorgens afmagt tilbage til livets egne perspektiver. Som læser inddrages man af forfatteren som fortolkende «medarbejder». Så når én af tegningerne viser en sort tavle og en kridttekst: «Skriftens engel har kun én vinge» forledes man kærligt til at koble dette udsagn til Bach”s nævnte Johannespassion og tilføje: «Men når Bach samtidig udtrykker sig musikalsk, er resultatet to vinger».
Forfatterens seje arbejde med at genvinde bogstaverne begynder med at se bogstaver overalt i naturen, nåletræsbogstaver på frostsneen, rimfrostens kalligrafi, og en stankelbensskrift som flyver ud i anonymiteten. Senere beskrives sejren gennem virkeligheden: tretten selvskrevne a-er, «vakkelvorne, som det var første gang, de var ude på et papir».
Igennem tekststykkerne ses også kærlige og fine henvisninger til de fire års kærlighed, som parret fik lov at opleve. Da vårsmeltningen af sneen i deres oprindelige, fælles skispor nævnes, har kærlighedserindringen denne form: Om en uge eller to er de væk, «sporene af dine ski under mine ski». Men kærligheden smelter ikke, så et af de sidste prosabidrag er fire ord på i alt to sider med tulipaner og en mariehøne: «I morges sang jeg!»
Bogen er en gave til mennesker, som har livets opmærksomhed for kærlighed, tab og sorg, men også til alle, som fagligt møder medmennesker i eksistentielle situationer.
