Ulstrup, Åshild
Eg ser ei sol
Døden – tankar og undring. 199 s. Samlaget: Oslo, 2012. Pris NOK 369
ISBN 978-82-521-8076-3
Ved bestilte boganmeldelser anmoder redaktionen om, at der i indledningen omtales den forventede målgruppe. I denne publikation har Åshild Ulstrup (f. 1934), journalist og forfatter, lettet denne opgave i sin tak til forfatterne og til valg af forordsskribent. Både takken og vignetten til forordet udgør en indirekte målbeskrivelse. Åshild Ulstrups tak lyder: «Ein varm takk til alle desse som har delt sine tankar og si undring med meg, og som har gitt meg tru på menneska og morgondagen. Alle har dei vore med på å forma livet mitt og gjort meg glad i å leva, og også nyfiken på alderdomen og det som fylgjer.»
Og nu forordets digteriske vignet som var Asbjørn Aarnes’ valg:
«Då lyrikaren Olav Nygard låg på sitt siste
sa han til kona si, Rakel:
No ser eg deg ikkje.
Ei stund etter: No høyrer eg deg ikkje.
Så ser han mot taket og seier:
Eg ser ei sol.
Det er den som skal lysa deg heim, Olav! sa kona hans.
Ja, svara diktaren.
Og sa ikkje meir.»
I forordet Om liv og død – og døden sjølv skriver Asbjørn Aarnes om Åshild Ulstrup, at hun har virket i et langt liv som interviewer og programskaber i NRK og har et rigt og omfattende forfatterskab. Allerede som barn fandt hun glæde ved at tale med ældre, så at hun senere i livet har oplevet alderdom som en uudtømmelig kilde til nyt engagement. Aarnes’ har på denne baggrund valgt følgende udgangsreplik fra sit forord: «Teksten sviv millom liv og død – og millom poesi og prosa.»
Selve teksten fordeler sig mellem kapitlerne: Der liv og død møtest, Det siste farvel, Døden i draum og undring, Etterord og Kjelder. De er alle en guldgrube af nordisk fælles eksistentiel kultur, som supplement til akademisk lyrik. For meg har den været et berigende lyrisk spektrum, med sin folkelige spændvidde. Derfor består anmelderbidraget kun af snævre prøve-uddrag:
Harald Sverdrup (1923 – 92)
«Jeg må skjerpe min hørsel
slik at jeg fortsatt er panisk, årvåken
og lytter til livet i grønt konsentrat.
Løvgresshoppenes knitrende flamme
er ennå ikke sluknet.»
Gunnar Reiss-Andersen (1896 – 1964)
«Jeg går med et barn ved hånden
i sommerens lysende vær
all ting skinner så nytt og blankt
og all ting er ganske nær.
Marihøner i gresset
og sommerfugler i flukt.
Det ligner en salig salme
med Himmeriks dør opplukt.»
Bogens eksistentielle rigdom kræver yderligere oplysning om dens ønskede målgrupper. De bør blandt andet nås ved anskaffelse af et antal institutionsejede eksemplarer til norske omsorgsenheder for ældre, og for norske uddannelsesinstitutioner, der har ældre som målgrupper. De har selv i Norden et udækket behov for eksistentielle perspektiver i uddannelsernes empatigrundlag.
At anmelde denne kulturelt og æstetisk smukke bog var ikke blot «en opgave», men var især «en gave».
