Old Drupal 7 Site

Fulminant lærebog i psykiatri

Merete Nordentoft Om forfatteren
Artikkel

Malt, Ulrik Frederik

Andreassen, Ole A.

Melle, Ingrid

Lærebok i psykiatri

3. utg. 1 086 s, tab, ill. Oslo: Gyldendal Akademisk, 2012. Pris NOK 925

ISBN 978-82-05-39739-2

Dette er tredje udgave af Lærebok i psykiatri, men både redaktion, forfatterpanel og indhold har gennemgået en omfattende forandring siden den sidste udgave blev udgivet i 2003. Målgruppen er først og fremmest medicin- og psykologistuderende, almen praktiserende læger og psykologer, der skal beskæftige sig med psykiatri på specialistniveau. Bogen er opbygget af 33 kapitler, som dækker et bredt spektrum inden for psykiatrien, og der er medtaget meget stof i hvert kapitel. For at tydeliggøre at ikke alt forventes at være pensum for studenterne er dele af stoffet trykt med mindre skrift, men selv det der er trykt med stor skrift er ganske omfattende og udtryk for et højt fagligt niveau og flotte ambitiøse mål for hvad studenterne skal kunne.

Bogen indledes med en gode række kapitler, som ikke er sygdomsspecifikke. Her skal særligt fremhæves kapitlerne om psykiatriens historie, om kunnskabsbasert psykiatri og om molekylærgenetik.

Alle de kliniske kapitler indeholder gode kliniske vignetter, der på pædagogisk vis illustrerer sygdomstilfældene. Der er medtaget kapitler om ADHD og autismespektrumforstyrrelser i erkendelse af at disse lidelser også spiller en rolle i voksenalderen. De diagnostiske kriterier er omtalt i hvert kapitel, og skalaer til bedømmelse af sværhedsgrad af psykopatologi er gennemgået i alle relevante tilfælde. En række illustrationer, tabeller og figurer bidrager til at formidle budskabet klart og overskueligt.

Bogen afsluttes med en række ikke sygdomsspecifikke kapitler, der alle er velvalgte og inspirerende at læse.

Redaktionen har sikret sig at professionelle med absolut spidskompetence er inddraget som forfattere til hver deres kapitler, og bogen opnår derved stor autoritet.

Teksten er velskrevet og lettilgængelig. Sproget er homogent, og man mærker ikke at forskellige forfattere har været involveret. Bogen må stærkt anbefales til medicinstuderende, som ved læsning opnår en meget fyldestgørende introduktion til faget. Alment praktiserende læger, læger under specialistuddannelse i psykiatri, speciallæger i psykiatri og også professorer i psykiatri (som anmelderen) kan lære meget ved at læse den.

Dele af indholdet kan også anvendes af tværfagligt personale, patienter og pårørende.

Anbefalte artikler