Mye har vært skrevet om tuberkulose, en sykdom vi nærmest «glemte», men som har fått mer oppmerksomhet etter hvert som eksponeringen økte med innvandring og nye reisevaner. I Tidsskriftet nr. 21/1928 (Tidsskr Nor Lægeforen 1928; 48: 1017 – 31) får vi et innblikk i hvor stort problemet virkelig var i mellomkrigstiden.
Utviklingen av og retningslinjer for tuberkulosearbeidet i Norge.
Av Francis Harbitz,
Tidligere formand i Nationalforen. M. Tub.
Efterat det sikkert var bragt paa det rene, at tuberkulose var en smittsom sygdom, en infektionssygdom (hævdet i Norge bl.a. av Lochmann i 1854 og medicinaldirektør Dahl i 1879), og tuberkelbacillen var paavist i 1882, begyndte for alvor kampen mot tuberkulosen her hjemme som i andre land. Det var først og fremst overlæge Klaus Hanssen, som trak de praktiske konsekvenser av de nye opdagelser og reiste spørsmaalet om særskilte foranstaltninger til bekjæmpelse av lungetuberkulosen som en smitsom sygdom. Dette resulterte i vedtagelsen av «Tuberkuloseplakaten» i 1889, hvis hovedindhold gik ut paa at beskytte imot smitten ved tæringsykes avsondringer av enhver art og sørge for desinfektion.
(…) Det blev nødvendig for at fjerne de smitteførende tæringspatienter fra hjemmene at skaffe isolationsanstalter for saadanne patienter, og saadanne «pleiehjem», som de til en begyndelse blev kaldt, er efterhaanden bygget rundt omkring i landet i stort antal. For tiden har vi vel 100 – 106 – med plass til ca. 2300 patienter. De var oprindelig beregnet paa at opta pleiepatienter i et langt fremskredent stadium av sygdommen; men utviklingen er gaat derhen, at man efterhaanden har bygget «tuberkulosehjem» som de nu gjerne kaldes, hvor man ogsaa har optat tæringspatienter i sygdommens begyndelsestadium til kursmæssig behandling.
